Anmeldelser
Anmeldelse af koncerten med Makadem feat. Kuku Agami og Carl Winther torsdag aften 20. okt. 2011
Anmeldelse af koncerten med Lars Jansson Trio torsdag aften 27. okt. 2011
Anmeldelse af koncerten med Christina Dahl Trio torsdag aften 24. nov. 2011
Anmeldelse af koncerten med Mads Mathias Orchestra torsdag aften 1. dec. 2011
Anmeldelse af Giant Steps Dream Jam torsdag aften 15. dec. 2011
Anmeldelse omkring Giant Steps af John Larsen

Fem stjerner til Kjeld Lauritsen:
Hammond organ 7
Levede op til forventningerne

Dream Jam 18. dec. 03
Af Frank Büchmann-Møller
Fyens Stiftstidende 20. dec. 03

KONCERT: I foråret havde musikforeningen i Svendborg, Giant Steps, en afstemning om hvilke musikere, foreningens medlemmer helst ville høre ved en koncert.

Valget faldt på sangeren Bobo Moreno, altsaxofonisten Benjamin Koppel, pianisten Nikolaj Bentzon, bassisten Bo Stief og trommeslageren Kresten Osgood, fem musikere, viste det sig, som aldrig tidligere havde spillet sammen som orkester.

Allerede fra første nummer blev det dog tydeligt, at musikerne hurtigt faldt i hak med hinanden, og i det næste, "I Feel Good", swingede orkesteret utroligt i et veloplagt groove, som fik temperaturen og stemningen til at stige til kogepunktet.

Stiefs stabile, stortonede basspil var et fast forankringspunkt, hvorom Osgood kunne boltre sig. Han kan være lidt af en spradebasse, når det slår ham, men denne aften spillede han ret disciplineret og koncentrerede sig fortrinsvis om at få rytmegruppen til at swinge optimalt, og det lykkedes til fulde, selv i "Just In Time", der blev fremført i et ultrahurtigt tempo.

Koppel og Bentzon levede ligeledes op til alle forventninger. Koppel kan ind imellem have lidt svært ved at strukturere sit spil, fordi hans idéer er så mangfoldige og kommer så hurtigt til ham, men til gengæld er det uhyre udtryksfuldt, og lige som for de øvrige musikeres vedkommende, var han god til at fortælle en historie på instrumentet.

Det gælder også for Moreno, som udover en flot stemme og en charmerende udstråling også virkelig evner at fortolke teksterne. Selv de mest banale, som i "Stormy Monday", får han mest muligt ud af, fordi han til dem holder en lidt ironisk distance, men alligevel videregiver sangens budskab med både kropssprog og en eminent fraseringsevne.

Det blev en jamsession med mange højdepunkter, og hvor Morenos evne til at skabe orden i et par kaotiske situationer blev sat på prøve, men alt i alt blev det en ret så fornøjelig affære, hvor publikum fik alt det, de kom for, og meget mere til.
Boblende energi

Af Frank Bücmann-Møller

Jazz, JazzKamikaze: Det var mildt sagt overvældende, hvad den unge kvintet JazzKamikaze præsterede ved Giant Steps præsentation af orkesteret.
Det er ikke blot gruppens flotte sammenspil, der kan virke overvældende ved en ind imellem meget kraftig energiudfoldelse, men også de enkelte musikeres formåen. De er yderst talentfulde, er fantasifulde solister og har allerede nu et teknisk overskud, der er uforligneligt.
Specielt den norske tenorsaxofonist Marius Neset demonstrerede en forbløffende fingerfærdighed og blæseteknik, der til tider nærmede sig opvisning, men i to ballader viste han, med hvor enkle midler han trods alt kan formulere sig udtryksfuldt.
Den ligeledes norske guitarist Daniel Davidsen var noget mere moden i sit spil og byggede sine soloer fortræffeligt op til medrivende og spændende historier.
Den danske pianist Morten Schantz var hæmmet af en indbundet højrehånd denne aften, men fik alligevel fremtryllet nogle smukke introduktioner, bl.a. til Nesets ballade "Gina".
Den boblende energi og spilleglæde, der kendetegner alle i gruppen, styres fornemt af den svenske trommeslager Anton Eger. Hans spil er livligt, men aldrig larmende, og i det hele taget var det en konstant fornøjelse at følge, hvor kontrolleret han hele tiden var.
Arne B, Svendborg: JazzKamikaze, torsdag aften.
Marius Neset tenorsaxofon, Daniel Davidsen guitar, Morten Schantz klaver, Kristor Brødsgaard bas,
Anton Eger trommer.
Forstærket over smertegrænsen

Af Frank Büchmann-Møller

JAZZ: Latin Groove Orquesta

Der var let at holde varmen på Arne B, da Latin Groove Orquesta med deres fængende cubanske rytmer automatisk fik publikum til at røre sig. Det var umuligt at sidde stille.

Orkesteret spillede udelukkende kompositioner af el-pianisten Hernán Lugano, som har en glimrende sans for iørefaldende melodier, der minder lidt i stilen om både Herbie Hancocks og Horace Silvers temaer fra 70'erne.

De to blæsere havde et perfekt sammenspil, men mens tenorsaxofonistens soloer var temmelig intetsigende, skal jeg love for, at den unge trompetist Alexander Abreu Maresa havde noget på hjerte - og han kom ud med det. Hans spil var inspireret, potent og højtflyvende, tydeligt beslægtet med hans hjemlige helt Arturo Samdoval, og så havde han en fornem evne til at bygge sine soloer op med mening i. Han var absolut orkesterets bedste solist.

Rytmegruppen med trommeslager og congaspiller holdt ganske godt liv i foretagendet, og der blev gået til den med energi, også nogle gange lidt rigeligt, når Maresa trak dem med op.

Det eneste minus var, at musikken var forstærket til over smertegrænsen - langt over, hvad det lille lokale kunne klare.

Arne B, Svendborg, torsdag aften: Latin Groove Orquesta. Alexander Abreu Maresa trompet/flygelhorn, German Velazco sopransax/tenorsax/fløjte, Hernán Lugano el-klaver, Felipe Cabrera el-bas, Pepe Mendoza congas, Calixto Oviedo trommer.
Musikskolerne går til jazzscenen

Af journalist Michael Larsen Hansen

En ualmindelig råkold martsaften i Svendborg var det alligevel til at få varmen og komme i godt selskab, hvis man gik ind på spillestedet Arne B. Den lokale rytmiske musikforening Giant Steps havde inviteret musikskolerne fra Svendborg og Søndersø indenfor, så de kunne prøve kræfter på en “rigtig” scene ude i byen. Efter de unge mennesker havde været i ilden, var alle enige om, at det havde været en god aften. Damusa Nyt fandt med nød og næppe en ledig plads - koncerten Musikskolerne går til jazzscenen Af journalist Michael Larsen Hansen Ung Jazz trak nemlig fulde huse. Selv det garvede stampublikum af jazzentusiaster tog rigtig godt imod de unge musikskoleorkestre og blev, som aftenen skred frem, overrasket over numrenes kvalitet. En af dem, der kommer jævnligt for at nyde jazzmusik på Arne B, er Hervé på 52 år, som selv spiller saxofon, og vi spurgte ham under koncerten, hvad han syntes. “Det er rigtig godt, at de får muligheden for at komme ud og få et publikum, og man kan godt fornemme, at nogen af dem virkelig kan blive til noget, og det er spændende at høre, og så synes jeg, at niveauet ganske pænt”. En del blandt publikum denne aften var naturligvis også forældre til de unge, eller de unges kammerater, men flere af stedets faste gæster gav udtryk for det samme som Hervé. Det er godt at komme udenfor musikskolen Efter koncerten tog vi en snak med et par af de unge mennesker, der optrådte. De var, for at sige det lige ud, godt oppe at køre - det havde været en rigtig god oplevelse for dem. En af dem var den 14 årige Ganeshwar som spiller klaver i Svendborg Musikskoles nye Almost Big Band SVEMABB under ledelse af saxofonisten Heine Fich Jespersen. Han sagde om koncerten; “Jeg har aldrig været på en Jazzklub før, og jeg har aldrig prøvet at spille et sådant sted, men det er rigtig fedt. Jeg er meget glad for oplevelsen, og jeg vil meget gerne prøve det igen” Ganeshwar betroede Damusa Nyt, at han efter denne aften var blevet endnu mere opsat på at prøve at forfølge en professionel karriere. En anden musiker var den 18 årige Johanne på saxofon, som også spillede i SVEMABB, og hun sagde om aftenens forløb; “Det er fedt. Det er en helt anden stemning, end når vi øver nede på musikskolen. Den gode stemning giver en god gejst, og selv om mange blandt publikum nok er forældre, så giver det alligevel en helt anden stemning sådant et sted her. Så det er rigtig godt, at vi kommer ud at spille på den her måde og får spillet for andre end vores forældre.” For lige at efterprøve, om det positive indtryk også gjaldt forældrene spurgte vi Ganeswah’s far om, hvordan han oplevede det; “ Det er virkelig dejligt at høre ham spille. Musikken giver ham styrke og en god balance, og hvis han fortsætter med det, er jeg sikker på, at det også ruster ham bedre til at tage en uddannelse. Jeg er 100 % sikker på, at et arrangement som det her, giver ham endnu mere lyst til at fortsætte. Jeg tror også, at det sociale samvær med jævnaldrene, og at han kommer i kontakt med mange danskerne gavner hans integration i det danske samfund”. En oplagt ide for andre spillesteder Sidst men ikke mindst spurgte vi en af arrangører fra Giant Steps, Pia Blohm, om hendes syn på aftenen, og hun sagde; “ Vi vil gerne være med til at opdyrke det lokale vækstlag her i foreningen, og jeg vidste godt at der var gang i noget jazz på musikskolen, og så tog vi en snak med dem om at præsentere dem på en mere professionel scene. Jeg tror bestemt, at vi vil gentage det, så også nogle andre musikskoler i det sydfynske område kan få chancen her. De unge er jo også et fremtidens publikum, og nogle af dem ender muligvis professionelle musikere. Jeg synes niveauet er ret højt; du så jo selv den lille trompetpige på tolv år, som allerede er knaldgod. Jeg vil i hvert fald anbefale vores “spillestedskolleger” at gøre noget tilsvarende. Det kan jeg kun opfordre dem til. Jeg var overrasket over, at der alligevel var så mange af vores faste publikummer, selvom der naturligvis var mange forældre og venner til de unge. Der var fuldt hus - så jeg er tilfreds”. Således gik man alligevel smånynnende ud i det kolde sydfynske aftenmørke, opmuntret ved tanken om de spor, en sådan aften havde sat sig hos de unge mennesker.
Til Top
Veronica levede sig flot
ind i sangene

Veronica Mortensen med band 8. jan. 04
Af Frank Büchmann-Møller
Fyens Stiftstidende

Sangerinden Veronica Mortensen sagde i Fyens Stiftstidendes interview med hende sidste fredag, at "Hvis man vil tage folks opmærksomhed, må man have noget på hjerte".

Dette budskab levede hun fint op til ved koncerten på Giant Steps torsdag aften, hvor hun blev akkompagneret af en fornemt spillende kvartet bestående af pianisten Mads Bærentzen, keyboardspilleren Morten Ramdrup, bassisten Jens Jefsen og Morten Ærø bag trommerne.

Mortensen lever sig ind i sangene og afleverer dem til os i fortolkninger, der er rige på dynamisk variation, og derved fastholdes publikums interesse samtidig med, at sangens indhold kommer bedre frem.

Størst og smukkest kom dette til udtryk i balladerne "Crazy, He Calls Me" og Stevie Wonders betagende "Make Sure You're Sure", hvor den sidstnævnte tillige blev fremført i et godt arrangement, der fulgte tekstens stigende intensitet. Spændvidden i Mortensens udtryk suppleredes yderligere af hendes udlægning af "He's My Man" kun ledsaget af bassen, hvor den underfundige og humoristiske tekst blev afleveret med sensualitet, elegance og stor charme.

Rytmegruppen fungerede upåklageligt med Bærentzen og Ærø i legende humør. Bærentzen hører til en af de teknisk mest velfunderede af de unge pianister, men denne aften viste han også stor klasse som akkompagnatør, specielt i de to ballader, hvor hans spil var smukt afstemt.

Eneste anke gælder Jefsen, som jeg kunne ønske mig ville lade bastonerne klinge lidt mere igennem under akkompagnementet. Oftest blev de spillet alt for staccato, så bassen lød som en papkasse uden bund, og det var synd.

Jeg vil glæde mig til et gensyn med Veronica Mortensen, for hun har meget at byde på. Næste gang må hun meget gerne synge mere end to ballader, da aftenen tydeligt viste, at hun her har en af sine stærkeste sider.
Uforglemmelig koncert
* * * * * *

Af Frank Büchmann-Møller
Artiklen bragt i FYENS STIFTSTIDENDE 29. april 06
 
KONCERT: "Mazur/Jormin/Jørgensen"
Det var tre ualmindeligt kreative musikere, der gav koncert i Svendborg torsdag aften. Slagtøjs-dronnningen Marilyn Mazur havde allieret sig med den norske trompetist Per Jørgensen og svenske Anders Jormin på bas, og sammen skabte de nogle aldeles unikke musikalske forløb, hvor øjeblikkets inspiration og den gensidige respekt for hinanden var nøgleordene.

Jeg har aldrig hørt Per Jørgensen være mere i sit es end denne aften. Hans trompetspil, der kan siges at være et konglomerat af Don Cherry og Miles Davis tog hele tiden uventede drejninger, men hans sang er noget helt for sig selv og tydeligt afrikansk inspireret.

Udtryksfuld
Både med og uden tekst, i falset og i det normale leje, var den udtryksfuld og dramatisk, til tider besværgende og hypnotisk, når de andre to kom til med deres akkompagnerende stemmer. Samtidig var den ledsaget af et kropssprog, der matchede udtrykket perfekt.

Mens Jormin var det klippefaste omdrejningspunkt, var det først og fremmest sammenspillet mellem Mazur og Jørgensen, der skabte de mange magiske øjeblikke.

Hun var en levende blæksprutte, der dansende og legende let betjente hele det store udstyr med stort overblik og musikalitet, hvor hun undertiden fik trommerne til at tale på en så levende måde, at begrebet "talking drum" fik en ny og bredere dimension.

Løst strukturerede
De enkelte numre var meget løst strukturerede med masser af plads for den enkelte at udfolde sig på.

Nogle af dem begyndte med smukt og stemningsskabende klaverspil af Mazur, hvor de andre efterhånden fulgte op i hendes spor, og når musikken kørte i et godt groove sat i værk af Jormin, gik hun over til percussion og trommer, og herfra tog musikken så nye retninger, hvor alt kunne ske.

Der var ikke ét kedeligt mikrosekund under hele denne uforglemmelige koncert, der var et bevis på, at musikalsk kreativitet er grænseløs, når åndedræt, sang, kropssprog og instrumentbehandling fra alle medvirkende går op i en højere enhed.

Mazur/Jormin/Jørgensen på Giant Steps i Svendborg torsdag aften.

    * Marilyn Mazur, klaver/trommer/percussion/vokal
    * Anders Jormin bas/vokal,
    * Per Jørgensen trompet/percussion/vokal
Uforglemmelig jazzoplevelse
* * * * *

Af Frank Büchmann-Møller

Koncert med rigdom af detaljer

JAZZ: Jakob Davidsen: "Mangfoldighed"

Pianisten og komponisten Jakob Davidsen holder sig lidt tilbage fra offentlighedens søgelys, men han burde være langt mere kendt, end han er, for han har rigtig meget at byde på.

De sidste godt 15 år har han helliget sig arbejdet med at få klassisk og jazz til at arbejde sammen, først og fremmest med sit Crossover Ensemble og i Zapolski Kvartetten, og nu med sit nyeste projekt Mangfoldighed, hvor han hylder mangfoldigheden i livet, samfundet, naturen og kunsten.

Aftenens hovedværk var suiten "Mangfoldighed", der varede hele første sæt. Spændvidden i udtrykket er lige så stor, som titlen antyder, for der var sekvenser lige fra folkemusik til nutidig kompositionsmusik og selvfølgelig jazz.

Værket er overmåde spændende med en rigdom af rytmiske, harmoniske og klangmæssige detaljer, og samtidig udviste Davidsen stor fantasi i udnyttelsen af instrumenterne.

Ved at bruge violin og cello sammen med trompet og saxofon opnås en blødere og mere varieret klang, end hvad fire blæsere kan præstere, og valget af strygerne John von Daler og John Ehde var et scoop. Specielt Ehde spillede utroligt smukt, bl.a. i 2. sæts "Mahatma" - en hyldest til Ghandi - og "Colmar", hvor hans melodifortolkninger rent ud sagt var gribende.

Davidsen gav os denne aften en uforglemmelig musikalsk oplevelse, hvor alle medvirkende præsterede fremragende og dybt professionelt spil. Koncerten var et led i en promotionturné, idet "Mangfoldighed" netop er udgivet på Calibrated.
Fin Chick Corea-hyldest
i Svendborg

Af Frank Büchmann-Müller

Jazz, "Return To Forever Tribute
Trommeslageren Jacob Roved er kapelmester i projektet, der hylder Chick Corea og hans to banebrydende lp'er fra begyndelsen af 1970'erne: "Return To Forever" og "Light As A Feather".

Til lejligheden har Roved samlet et stærkt hold musikere, der alle er velbevandrede i brasiliansk musik, suppleret med den herboende brasilianske percussionist Afonso Correa.

Et absolut must for at spille Coreas musik er, at rytmegruppen besidder et stort drive og en fjerlet, dansende og spændstig indgang til musikken, og det var absolut tilfældet her.

Roved og Correa supplerede hinanden perfekt, godt understøttet af den tyske el-bassist, Florian Rynkowski, der var fast som en klippeblok hele vejen.

Den intense rytmegruppe inspirerede pianisten Thomas Clausen og fløjtenisten Jan zum Vohrde til at spille mere rytmisk varierede soli, end de plejer, med fint resultat og med færre klichéer til følge. I "Captain Marvel" leverede zum Vohrde sin bedste solo, fremadrettet og med stort overskud, ligesom Clausen i "La Fiesta".

Sangerinden Vini Kjærsgaard gjorde det også godt. Helt i tråd med traditionen var hendes sang uden vibrato, men hvor dette hos nogle sangerinder kan være en prøvelse at lytte til, blev Kjærsgaards varme og mørke alt aldrig skærende.

Jeg ville godt have hørt mere end blot en enkelt kort rytmisk duel mellem Kjærsgaard og Correa, ligesom det også ville have været oplagt med nogle chase mellem Roved og Correa, men det kommer måske en anden gang?

Om koncerten
Gigant Steps, Svendborg, torsdag: Return To Forever Tribute med Vini Kjærsgaard, vokal, Thomas Clausen, el-klaver, Jan zum Vohrde, fløjte, Florian Rynkowski, el-bas, Jacob Roved, trommer, og Afonso Correa percussion. percussion.